Prædestination?

Er det sandt? Bemærk i øvrigt det særprægede i at Allah skulle bestemte alt, hvad der bliver skrevet, dermed også dette, imod islam. Allah ønsker altså, at der er nogle, der bekæmper ham? På arabisk bliver ordet "qadar" (eller "taqdir" in teologisprog, som betyder "forud - bestemmende"; sammenlign også med "Qismet") forklaret i Sura 9:51:

Hvordan muslimer har forsøgt at tilpasse dette til ansvar for egne handlinger, er blevet skitseret af Alfred Guillaume[1]:

I en diskussion mellem Adam og Moses (!!!), som er nedskrevet i Hadithen ("Sahih Muslim", side 1396 - 1398), siger Moses til Adam,

Vi mener at, hvis ord overhovedet har en betydning, at forfatteren til denne fodnote bevidst manipulerede den oprindelige Hadiths mening. Det ortodokse Islams (Asharia, også kaldet shi'a - islam, den næststørste retning indenfor islam) synspunkt fastslår, at Allah har skrevet velbevarede tavler. Han ønsker godt og ondt. Mennesket gør under tvang hvad Allah forordner. Allah vil måske – måske ikke – give adgang til Paradis, eller kaste i helvede. ("Dictionary of Islam" side 472 ff., min oversættelse).

Det ovenfor nævnte uddrag fra sura 76 blev af Asharianerne brugt som argument mod Mutaziliterne (forkastet som kættere, fordi de forfægtede menneskets frie vilje). Tilsvarende benægter Jabrianerne[4] (af jabr = tvang) al fri virken i mennesket og siger at mennesket nødvendigvis er tvunget til at handle som han gør af Allahs evige og uforanderlige foranstaltning. Allah kan, hvis han vil, sende alle mennesker i Paradis, eller kaste alle i helvede. Andetsteds står der, at:

For at kunne afgøre problemets kompleksitet, betragter vi Mishkaterne, som er en samling Hadither (bind. III, s. 93-121, min oversættelse).

Her er det oplagt at stille spørgsmålstegn ved det logiske i sidstnævnte; bed til Allah! Dernæst ændrer han noget, som er forudbestemt for dig? Tja ... men er det så også forudbestemt, at du vil bede til ham for at ændre noget, som er forudbestemt? For at kunne bede Allah om at ændre en forudbestemmelse kræver det jo, at man ved at den pågældende ting er forudbestemt. Hvor skulle man i øvrigt vide det fra?

De to synspunkter nævnt ovenover er diametralt modsatte af hinanden, og ingen kunne finde på en tilfredsstillende løsning på problemet ... Men lad os dog forsøge at løse konflikten til en vis grad, for at overlade resten til gud.

“Løsningen” til problemet er dog på ingen måde acceptabel, hvis koranen eller Haditherne skal retfærdiggøres. Det er et simpelt faktum, at selvmodsigelser ikke bortforklares.

Det er næppe muligt indenfor rammerne at dette lille oprids at medtage flere citater, men vi kan uden problemer se hvad “forudbestemthed” handler om. Vi ser også det umådelige problem der møder interesserede, som skal samle alt dette. Man frygter at en normal gudfrygtig mand vil se sine begrænsninger her!

Præcis som med gud i bibelen er Allah allestedsnærværende, alvidende og almægtig. Men det bliver tydeligt for os at indse at hans almagt er afgjort vilkårlig fra naturen af:

Disse læresætninger resulterede i afvisningen af loven om årsag og virkning. Kun Allah bevirker ting gjort eller at blive gjort. Derfor kan et menneske logisk ikke gøre hverken en god elle ond gerning på egen hånd. Følgelig kan mennesket ikke holdes ansvarligt for dets handlinger og en retfærdig gud kan ikke dømme ham.

I lyset af ovenstående virker det underligt at muslimer, der tror på denne idé om at syndere kommer i himlen, finder det vanskeligt at en synder er acceptabel af gud, når den sonende ofring af Jesus bøder for hans synder. Ofringen af en retskaffen for synderne er for en muslim groft uretfærdigt, hvilket viser hvor meget ens moral er præget af opdragelse og miljø, selvom eksemplet med Jesus opfylder konceptet om forudbestemthed.

Da Muhammed så stædigheden blandt folk i Mekka, hvilket for ham var imod al fornuft, må han have konkluderet at den kun kunne have været forårsaget af Allah. Det er derfor ikke overraskende at mange af hans åbenbaringer havde dette budskab:

Den almægtige Allah afgører hvem der skal i lyksalighed og hvem der skal til forbandelse. Han er Herre.

Bemærk at den norske igen (ret irriterende, da det er et vigtigt uddrag) er fejloversat, se nedenfor.

Engelsk: “leads astray”, tysk:“läßt irregehen”. Hvis det oversættes korrekt med at Allah fører dem (aktivt) vild, så har vi selvmodsigelsen indenfor selve dette vers, selvfølgelig på dén måde, at han fører dem vild, og bagefter straffer dem for at have været ført vild.

Igen det forkerte valg, “lader sejle sin egen sø”, betydningen er at Allah fører mennesker vild:

Dette gentages også i versene 35:8 og 74:31. Ifølge 91:8 har Allah udstyret mennesket med “syndighed og gudsfrygt”. Det gælder vel ikke ethvert menneske, så store fejl kan vel selv Allah ikke lave? Syndigheden er placeret i ethvert menneske, dvs. det er Allahs skyld at mennesker synder? Og bagefter straffer han dem, fordi de synder? Ja det giver god mening.

Alt dette er total determinisme. Mennesket dømmes og straffes for noget det ikke kan gøre for. Dette er rent faktisk også uretfærdigt. Tør man overse alt dette og vende sig til de islamiske lærde med den forhåbningsfulde forventning, at de ikke kan vildlede nogen, da man uden tvivl tager det for givet at de (af alle) har de rigtige svar? Nej, det tør man ikke, for islamiske teologer har og havde faktisk intet større problem end dette – og har diskuteret emnet i århundreder.

Moderne islamiske skribenter hælder kraftigt mod at mennesket har en fri vilje. Dette i samklang med bibelen og, selvfølgelig, moderne filosofisk ræsonnement. Men det er ikke i samklang med koranen.

Mutazilitiske teologer sluttede, at hvis dette var hvad prædestinationen medførte: “hvad skal det da nytte med bud og forbud, belønninger og straf, trusler og løfter, profeter og bøger?” De fik intet tilfredsstillende svar. De blev rent faktisk neddæmpede.

Underkastelse til islam kræver accept af princippet om prædestination – eller skal vi sige fatalisme. Der er dog muligvis en lille smutvej til at redde islam:

Herved er Allah undtaget alle etiske normer – menneskehedens og hans egne. Han er ikke bundet til noget løfte. Han kan måske også ændre normen for sin opførsel og dette ville være fuldstændigt berettiget.

Vi må da antage at dette er hvad der sker når: Allah forbander alle løgnere – og alligevel tillader Muhammed at bryde en ed (sura 66:1-2). Eller: Allah alene bør tilbedes – alligevel bliver Satan og englene beordret til at tilbede Adam og Satan blev straffet for evigt, fordi han nægtede at gøre det (Sura 2:34).

Her kan man i grunden, inden vi går videre, diskutere det hensigtsmæssige i sidstnævnte synspunkt; hvad nu hvis samtlige ord, ikke bare dette ene, havde en anden betydning nu end dengang, ville koranen så stadig indeholde guds ord? For at kunne læse en tekst, må man da som udgangspunkt gå ud fra at ordene betyder det, som de betyder. Hvordan kan man ellers være troende?

Problemet der opstår med Allahs totale ansvarsløshed er, at hvis Allah manifesterer sig som den tilfældige gud, der gør som han vil uden forpligtelse selv over for sine egne udtalelser, tilføjer han en tankegang som adskiller sig totalt fra de tidligere åbenbaringer, som Muhammed hævdede at forsvare og i hvilke vi opfordres til at tage guds ord for givet[6].

Hvis du er overladt Allahs tilfældighed, hvis du risikerer at komme i helvede uanset om du lever et fromt liv efter koranens og imamernes bud og beder dagligt og overholder dine forpligtelser overfor Allah. Hvis alt dette er nytteløst, da det jo kommer ud på Allahs tilfældige vilje om du kommer i himmel eller helvede, - han, som sender synderne i himlen og de fromme og gudfrygtige i helvede som det passer ham. Ja hvorfor så overhovedet følge koranens bud og overholde islams forpligtelser, da det hele jo så kan være lige meget? Muslimerne lever jo kun gudfrygtigt og beder hver dag osv. under udsigterne til en belønning for at have klaret dén prøve tilfredsstillende, som de betragter livet som. Det er sådanne spørgsmål, der opstår overfor muslimerne, når man beskæftiger sig med koranen. Det er meget muligt at de hver især har deres eget personlige “svar”, som de kan leve med, men svaret har de i så fald ikke fået af koranen, men selv opdigtet. Men åbenbart er tanken, at man kan “købe” sig til Allahs nåde ved at frygte gud, en så rodfæstet del af dén kultur, der følger med islam hvor den end har bredt sig til i verden, at muslimernes handlinger efterhånden (eller stadigvæk?) bygger mere på tradition end egentlig religiøs overvejelse.

Enhver fejl eller selvmodsigelse i et helligt skrift er tegn på, at skriftet umuligt kan være fra gud, da vi er nødt til at gå ud fra (under antagelse om at der findes en gud, selvfølgelig) at gud er ufejlbarlig, da det ellers ville bestride hans almægtighed. Det er uacceptabelt at forsøge at “dække” over selvmodsigelser med henblik på at redde anseelsen for en bog, en profet, eller sågar en religion og dens ledere. Hvis du aldrig før har set de citerede passager er det tegn på at du enten er komplet uvidende om koranen, eller at du er i hænderne på folk, der ønsker at fastholde dig i en opfattelse, der ikke strider imod deres egen udlægning af hvad der står i koranen, nemlig dén, at du skal overholde de fem søjler og overlade resten til den barmhjertige og “nåderige” Allah. Hvis du er muslim og har den opfattelse at islam går ud på at overholde de fem søjler og gøre som imamerne siger, var det måske på tide du læste koranen. I grunden er det skræmmende hvor lille en procentdel ar de kristne og muslimerne, der har læst bibelen hhv. koranen. Det fortæller meget om disse religioners missionerende egenskaber.

Et andet problem er om vi ser gud som den nåderige, tilgivende, eller som den retfærdige og retskafne? Som de står, kan disse tillægsord ikke sammenføjes, for de er af modstridende art. Rent faktisk er dette ikke blevet velovervejet af mange. Hvis en dommer er retfærdig, straffer han uret fra et objektivt synspunkt. Hvis han tilgiver (hvem han vurderer berettiget), er han hverken retskaffen eller retfærdig. Men det ER, - skal det nævnes, tilsyneladende en kompliceret tanke for mennesket; i den nordiske mytologi var Tyr således BÅDE krigsgud OG retfærdighedsgud samtidigt (overvej!).
I islam er dette forhold problematisk, på samme måde som førnævnte med prædestination vs. fri vilje; et godt eksempel er

Straf for hvad? Det hele er jo forudbestemt af gud, også at de skal synde. Igen denne tankegang med at han bestemmer at de skal synde, for derefter at straffe dem for deres synder. Hvis Allahs retfærdighed er tilfældig, er hans nåde det åbenbart også. I denne henseende er konflikten måske mindre udpræget i islam; i islam er det ikke enten eller, men hverken eller. Retfærdighed og nåde kommer ikke i konflikt, hvis de begge bliver givet som vinden blæser. Men at retfærdighed og nåde uddeles som vinden blæser, betyder at Islam er en tilfældets religion, som ingen kan tro på, der har bare en lille smule omtanke.

Tilsvarende i kristendommen finder man problemet; de kristne anser selvfølgelig også gud for retfærdig, men samtidig lader han en uskyldig mand torturere og lide, for at synderne kan gå fri? SYNDEN bliver straffet, men ikke SYNDERNE, da deres synd bødes af en anden. Kristendommens særprægede retfærdighedslogik kommer også til udtryk andre steder i bibelen, bl.a. tankegangen med en “syndebuk” (3 Mos 16,22) og vinarbejderne (Matt 20,1-15). Se desuden Jesu historie om de to brødre (Luk 15,12) og se om du kan får øje på retfærdigheden, som moralen i den burde prædike.

Endnu en konflikt i de to religioner, på samme måde som med foregående. Du skal elske gud, ellers brænder han dig i helvede til evig tid. For en ikke – troende kan det være svært at få begge dele til at passe sammen, men det hjælper selvfølgelig, hvis ens tro er noget, man er opdraget med, hvilket er tilfældet for langt de fleste troende, kristne eller muslimer. Begge dele kan vitterligt ikke eksistere samtidigt, på samme måde som retfærdighed og nåde heller ikke kunne: kærlighed er en utvungen følelse; man kan ikke fremprovokere kærlighed, men man kan derimod fremprovokere frygt. Hvis din kærlighed til gud er ægte, er den utvungen og fri og kan umuligt hidrøre fra trusler om helvedes ild, - ellers ville den ikke være ægte. Tilsvarende; hvis du frygter gud, kan du ikke samtidigt elske ham, da angst for en person er noget, der er påført, mens kærlighed stammer fra én selv, det ene udelukker det andet. Ikke desto mindre findes begge dele i de to religioner, hvilket igen efterlader dem med samme forklaringsproblem som før.

For at starte med koranen; hvis du frygter gud, så vil han belønne dig til gengæld.

Og igen; 24:52 Den som adlyder Gud og Hans sendebud og frykter Gud i ærefrykt, disse vil det gå godt.

Først står der, at belønningen for gudfrygtighed er paradis, og lige bagefter at gud belønner tilfældigt? Men man forstår det måske bedre hvis man er vokset op med det?
Læg mærke til at koranen skifter mellem belønning og straf som årsagerne til gudfrygtighed. Her indgår truslen som instrument:

Igen kan det ikke være begge dele, men må være enten eller; enten frygter man gud for at få del i paradisets, eller også frygter man gud fordi han har truet én.
Se i øvrigt også (2:189, 3:198, 8:29, 17:57, 39:73)

For nu at kigge lidt på det gud – menneskelige kærlighedsforhold, nævner vi et par eksempler:

Som selvfølgelig begge er i skarp modstrid med førnævnte; gud elsker dig, fordi du elsker ham OG gud elsker dig, fordi du frygter ham. Man kan IKKE elske gud og frygte ham samtidigt. Sammenlign med;

“Som han giver hvem han vil”? Altså uden hensyn til om man har enten elsket eller frygtet ham? Der står jo lige ovenover, at gud belønner de gudfrygtige (24:52, 67:12). Koranen er én af de mange bøger, der kunne have vundet ved en korrekturlæsning inden udgivelsen.
Som en lille anekdote til hele emnet årsag/virkning i religion, nævnes her følgende uddrag;

Det særprægede i det er, at muslimer ofte bruger dette vers til at forklare Allahs tilsyneladende ligegyldighed med hvem der kommer i himmel og helvede, andre steder benævnt Allahs tilfældige retfærdighed. Verset giver på ingen måde en forklaring på problemet, snare en modstrid med tidligere nævnte vers. Verset forklarer jo stadig ikke Allahs tilsyneladende tilfældighed med hvem han har tænkt sig at føre på rette vej og hvem ikke.

Hvis nu min standhaftighed består i at bekæmpe ham? Elsker gud mig så? Åbenbart, medmindre “det gode” er samtlige gerninger.

Til slut et eksempel hvor muslimernes misforståelse af andre religioner kommer til udtryk;

Hvis der er nogen, der straffer synd, så er det sandelig Allah, det havde forfatteren glemt da han skrev ovenstående. Se f.eks. 22:2. Oven i købet synd, der ikke er selvforskyldt, da det jo er Allah selv der har bestemt, at de skal synde. Det står jo også nævnt lidt senere ang. Allahs tilfældige retfærdighed; “tilgiver dem Han bestemmer, og straffer dem Han bestemmer.” Lige efter den har kritiseret jøde og kristendommen for at syndere bliver straffet.

For at betragte kristendommens indhold af ovennævnte konflikt, bemærkes det, at det i bund og grund er den samme konflikt mellem to ikke kombinerbare følelser; bibelens behandling af denne problemstilling indeholder ligeledes selvmodsigelsen elsk gud OG frygt ham samtidigt. For ligesom at starte et sted, kigger vi i 1. Johannesbrev;

Hvilket jo bare giver udtryk for noget vi vidste i forvejen; frygt og kærlighed har intet med hinanden at gøre, enten frygter du gud eller du elsker ham (eller noget helt tredje). Bemærk forresten selvmodsigelsen med dette;

Læg i øvrigt mærke til kristendommens misforståede opfattelse af at man kan tvinge mennesker til at elske hinanden og gud, sammenlign;

Selvom bibelen altså klart, i 1. Johannesbrev, giver udtryk for at kærlighed og frygt intet har med hinanden at gøre, er den ikke helt enig med sig selv, åbenbart. Sammenlign;

Hvor bibelen klart sammenblander frygt og kærlighed, hvilket den jo lige har påstået at man ikke kan. Selvfølgelig kan der være tale om 2 befolkningsgrupper i Sir 2,15-17; de, der elsker ham og de, der frygter ham. Men dog prædiker bibelen til stadighed at det er enten eller, at der er én vej til nåde og frelse, - én bestemt retning. Ellers ville det jo naturligvis have været et forsvar for de kristne, at man selv må bestemme om man vil frygte eller elske ham. Læg også mærke til opfattelsen om at frygt kan være et skridt på vej til kærlighed, hvilket modsiges af de følgende uddrag nedenfor, der alle omhandler frygt som noget absolut. Desuden kan selve opfattelsen jo i høj grad diskuteres; starter ethvert kærlighedsforhold med at de involverede parter er bange for hinanden?
Men bibelen er, som sagt, langtfra færdig med at modsige sig selv indenfor emnet. Her er et par eksempler, der klart er i modstrid med det ovennævnte påstand om at “frygt ikke findes i kærligheden” og at “du skal elske gud”;

Et par eksempler på en selvmodsigelse indenfor samme vers finder vi i 2. Mosebog og i Siraks bog:

Til slut et par eksempler, der viser frygt, ikke som noget påtvunget, men som noget udbytterigt. Du får en belønning, hvis du frygter gud. Ikke alene er denne opfattelse i modstrid med ovennævnte om at gud straffer dig, hvis du ikke frygter ham, den er også i høj grad diskutabel; er det sandt, at dem, der frygter gud har det bedre end de andre? At leve i frygt er da ikke nødvendigvis forbundet med hverken øget velvære eller tilfredsstillelse af behov?

Igen kan vi ikke betragte disse uddrag som tilføjelser til eller forklaringer på de tidligere citerede, for de er i åbenlys modstrid med dem. Modstriden opstår selvfølgelig ved at man ikke kan “vælge” eller “følge” gud, hvis dét, at man vælger eller følger ham, på forhånd er bestemt af ham selv, og at han oven i købet straffer dig, hvis du ikke vælger ham.

For at afslutte gennemgangen af emnet prædestination vs. fri vilje i koranen ender vi således med, at en underkastelse til islam er en overladelse af sin skæbne til tilfældighedernes spil. Dette på baggrund af at prædestination vs. fri vilje er et spørgsmål der har så betydelig indvirkning på menneskets tilværelse, at udfaldet eller afgørelsen af det er altbetydende for dommen over den pågældende religions troværdighed.

Nu behandler kapitlet ganske vist koranens og islams konflikt på dette område, da koranen tilsyneladende har større problemer på området end bibelen. Men da vi på ingen måde ønsker at tage bibelens parti på noget punkt, er det vigtigt at understrege, at selvom bibelen i det store hele har været så heldig (eller grundig, måske?) at undgå denne tvetydighed i teksterne, kan den alligevel ikke se sig helt fri, selvom dens indhold af selvmodsigelser på dette område som sagt er mindre alvorligt end koranens. Et eksempel på en prædestination i bibelen:

Bibelen kan altså ikke se sig fri for læren om at vælge gud og guds udstukne retningslinier, samtidigt med at alt er bestemt på forhånd jvf. ovenstående. Men bibelens selvmodsigelse på området adskiller sig alligevel fra koranens ved ikke at bære præg af den åbenlyse tilfældighed mht. de kriterier, ud fra hvilke Allah sender vantro i himlen og rettroende i helvede. Læg mærke til at det af ovennævnte fremgår, at det gælder for alle, at de får samme skæbne, ingen hjerteløs uretfærdighed her, selvom det selvfølgelig umiddelbart skinner i øjnene for den neutrale læser, at de “gode” kristne ikke kommer i himlen, med mindre selvfølgelig der med “samme skæbne” menes, at de alle kommer i himlen, men dermed også de ikke-troende, hvilket står i kontrast til flere andre steder i bibelen, som påfører de uretfærdige straf, hvis de ikke følger gud. Uddraget fra romerbrevet (Rom 8:29) er lidt for uklart skrevet, til at man for alvor kan konkludere noget ud fra det. “Dem, han forud har kendt” er jo således ikke alle mennesker, men kun dem gud kendte i forvejen, inden de blev født? Men hvem det så er, nævner teksten intet om.

Noter:

[1] Alfred Guillaume: Fransk muslim, som oversatte Ibn Ishaq's "Sirat Rasul Allah" (Muhammeds liv) – den tidligste og vigtigste biografi der omhandler Muhammeds liv.
[2] Mu'tazila, også stavet Mu'tazilit: Skoleretning indenfor islam. Startede i det 8. århundredes Irak.

[3] De kanoniske traditioner er en fællesbetegnelse for 7 hadithsamlinger. Ordet kanonisk kommer af græsk Kanon (“regel”, “lov”, “standart”). Du finder de kanoniske traditioner på engesk HER.

[4] Jabrianerne: Radikal skoleretning indenfor Shi 'a islam, som benægter enhver fri vilje i mennesket.
[5] Skoleretning indenfor islam, der forsvarer menneskets frie vilje.
[6] Selvfølgelig ændrer ordenes betydning sig med tiden, mens teksten i koranen ligger fast. Hvordan kan man være sikker på at koranen betyder det, som den betyder, at der står dét som der rent faktisk står? Hvis et ord i talesproget har ændret betydning i forhold til dengang koranen blev nedskrevet, så står der jo lige pludselig ikke det samme i koranen, som der gjorde engang. Det er rigtigt, men hvis muslimerne indrømmer dette, siger de jo med andre ord at deres hellige bog ikke er evig, men kræver fornyelse, der harmonerer med talesprogets udvikling. Det samme gælder i øvrigt bibelen. Hvis vi skal rette os efter Allahs ord, må vi rette os efter det, der står i koranen. Hvis ordene i koranen ikke længere betyder det samme, som de gjorde engang, pga. talesprogets udvikling, så kan vi ikke længere være sikre på, at vi læser og forstår koranen rigtigt. Derfor har vi på et tidspunkt brug for en ny koran, hvor ordene, grammatikken og stavningerne er tilpasset talesprogets udvikling. Men dette er en absurd tanke for muslimerne, at ændre og tilpasse guds ord. Alt i alt ender vi med at det er meget muligt, at ordene har fået en anden betydningsnuance fra dengang og til nu, men derfor er vi alligevel stadigvæk nødt til at tage udgangspunkt i at det er rigtigt, hvad der står i koranen, indtil Allah sender en ny Muhammed som kan åbenbare en ny koran for os, som er mere tidssvarende. Alternativet er at give Islam og Kristendommen en “pause” og stille dem i bero som midlertidigt forældede, mens vi venter på at gud sender hhv. en ny Jesus og en ny Muhammed. Tanker der selvfølgeligt er absurde for de troende.

I det hele taget afføder sprogdiskussionen endnu en kritik af de “hellige” skrifter; især muslimer bruger som argument for koranens guddommelige ophav, at “du kan ikke ændre hvad der står, - prøv! Du kan ikke! Der står i koranen, at ingen kan ændre det. Man kan heller ikke ændre det. Ergo er koranen fra gud” (Se Sura 6:34 og 6:115 ang. disse påstande). Jeg behøver ikke at forsøge at ændre koranen, den ændrer sig selv i takt med sprogets udvikling, har vi jo lige fundet ud af. Alle kan ændre koranen ved simpelthen bare at passe deres liv som før.